500ml Kapitalistisk Realisme på drop

I forhold til det der med, at kapitalismen er et sæt linjer og skæringer, der skærer virkeligheden ud for os bliver det også tydeligt, at kapitalismen er designet af den langsomme død.

I adskillelsen mellem den ”raske krop” og den ”syge krop”, som produceres af kapitalismen i forhold til (løn)arbejde, produktivitet og profitskabelse, orkestrerer den også det sociale. Det er den logik, der ridser den brudlinje i vores virkelighed, som afgør, hvem der fortjener hvad, hvem og hvad der kan udbyttes for profit, og hvem og hvad, der er ”overskud” eller ”overflødigt”.

Der er dem, der kan arbejde, og dem, der ikke kan. Men det betyder imidlertid ikke, at kapitalismen ikke kapitaliserer på de kroppe, den selv udstøder - de ”kasserede” kroppe, mennesker med handicap, og dem, kapitalen betragter som ”affald” - ved at bygge et marked op omkring dem.

Profitskabelse by proxy, kan man måske kalde det, ligesom med forvalterkapitalismen, hvor nogle tjener penge på, at forvalte og investere andres penge. En form for kapitalistisk circle jerk, der ikke skaber nogen reel værdi for fællesskabet; det er udelukkende cirkulationen af varm luft.

Og der er en pervers, nærmest kontrasterende cirkularitet til den måde kapitalismen opdeler det ”syge” fra det ”raske”, idet sundhed er en forudsætning for, at arbejde kan udbyttes for profit, mens det selvsamme arbejde – og den infrastruktur bygget op omkring det – gør folk syge.

Ligesom kapitalismen producerer enzymer til at modne ost og plastiklegetøj til børn, producerer den også sine egne betingelser for profitskabelse. Lidt på samme måde, som kapitalismen har produceret klima- og biodiversitetskrisen, og nu står overfor at profitere på løsningen af selvsamme krise - blandt andet gennem ”åben-dør-ordninger” og finansielle fiktioner som CO2-afgifter – producerer den også selv de ”syge” kroppe, som den så kan profitere på at gøre ”raske”.

… så de kan arbejde og blive syge, så de igen kan blive raske, så de kan arbejde og blive syge …

Det her med at kapitalismen, som Mark Fisher bemærker, foregribende formaterer vores begær, behov, aspirationer og håb, synes også at udtrykke sig i vores løsninger - at kapitalismen skaber og definerer sine egne problemer, som den så vil løse i sin egen indre monolog.

Som et lukket kredsløb, hvor de problemer, der reelt er skabt af kapitalismen selv, eksternaliseres - (fordi de gennem ideologisk afpresning isoleres som enkeltsager og sporadiske tilfælde, eksempelvis at psykisk sygdom individualiseres, gøres til at privat problem og afkobles fra de politiske omstændigheder der producerer det: kapitalisme, neoliberale reformer, arbejdsmiljø- og vilkår, osv.) - til fordel for igen at blive internaliseret i dets kredsløb.

Fuld cirkel og intet andet over den kapitalistisk definerede horisontlinje. Der er noget med, at kapitalismen går i blodet på os. 500ml kapitalistisk realisme på drop.