Afdeling P-01

> Engang tænkte jeg på musik, kunst og kærlighed.

> Nu tænker jeg kun på arbejde og penge.

> Alt tyder nu på, at arbejde og penge er blevet så fundamentale institutioner i vores samtid, at vi ikke kan forestille os en verden uden.

> Hver dag møder jeg på job. Afdeling P-01.

> Her arbejder jeg med databehandling.

> Jeg sorterer store datasæt fra morgen til aften. Men jeg ved ikke hvorfor, for hvem eller hvad, eller hvad det betyder. Måske sorterer vi data med den konsekvens at nogen bliver dræbt. Eller måske forfiner vi algoritmer, der skal forbedre markedsføringen af flaskevand.

> Nøglen til at overleve lønslaveriets tomgang og tomhed er at gøre sig immun over for kedsomheden og trivialiteten. Glemme at virkeligheden kunne være en anden.

> Jeg bruger det meste af min tid i dette tidsdikterede vakuum. Hver måned tager jeg imod min lønseddel. Og det er som om, at pengenes magt ikke ligger i deres materielle værdi eller i tvang, men i det kedelige faktum at alle har brug for dem.

> Et-taller og nuller, der vist nok refererer til noget ude i virkeligheden. Men jeg ved ikke hvad.

> For på den måde foregriber jeg døden, fordi jeg ikke længere kan mærke at jeg lever.

> Altså arbejde som i "lønarbejde" - den historisk specifikke form for arbejde under kapitalismen, hvor de rige og magtfulde bestemmer, hvilket arbejde der er værdifuldt og derfor kan aflønnes.

> Jeg mener dem, der bestemmer, hvad der er til nytte. For dem. Hvad der er noget værd og hvor meget det er værd, så de kan blive endnu rigere på ryggen af andres arbejdskraft.

> Selvom de er lige så abstrakte og luftige, som den data, jeg arbejder med, er de ganske reelle. Næsten som om de er virkelige.

> Når jeg sidder foran skærmen er det som om virkeligheden opløser sig selv. Eller også er det omvendt?