Batshit Jobs Tracker

I dag er arbejdsmarkedet, og herunder lønslaveriet, tilsyneladende livets og samfundets eneste reproduktive sektor. Eller, det er hvad politikere og erhvervseliter siger. For hele grundlaget for lønslaveriet – og den globale kapitalistiske økonomi - er det såkaldt ”usynlige arbejde” – det arbejde, der udføres i hjemmet: omsorgsarbejde og kærlighed, at nogen i det hele taget laver mad, spiller spil, elsker, kysser og skændes. Det er det reelle arbejde, som kapitalismen både udnytter og misbruger, men som den ikke vil betale for. Denne kunstige adskillelse mellem, hvilke aktiviteter, og hvilke former for arbejde, der aflønnes, og hvilke der ikke gør, er afgørende for den kapitalistiske økonomi, vi kender i dag.

Det er for den enkelte denne strukturelle adskillelse mellem det arbejde, som aflønnes, og dét, der ikke gør, som hele livet knyttes op på. Både på godt og på ondt – men absolut mest på ondt. For det senkapitalismen foregiver, blandt andet gennem neoliberal ideologisk afpresning, er, at være midlet til frihed. En fortælling om, at dit liv beror på det frie valg, hvordan du vil organisere en tilværelse, bestemme dine livsbetingelser og leve dit liv. Men bag sin ormetunge reelt, med sin økonomiske stumme tvang, som filosof Søren Mau har vist, sætter scenen for, hvordan du tænker og udøver din frihed. Men det er i en eller anden forstand også en form for ”frit” valg, hvis valget altså består i, og reduceres til, enten at acceptere den kapitalistiske adskillelse, og forlade sig på, at lønslaveriet medierer forholdet mellem dig selv og dine livsbetingelser. Eller i stedet vælger at insistere på, at leve et andet liv, og afvise den kapitalistiske præmis, måske endda tage øget kontrol over dine egne livsbetingelser. Men med de konsekvenser at du begår socialt og biologisk selvmord.

Lønslaveriet forekommer nemlig som den ”naturlige” måde at leve på. Og det er gennem dit arbejde, at du tilskrives social anerkendelse, identitet og status. Men det er også lønslaveriet, der som livets obligatoriske institution i ganske materiel forstand skaffer dig adgang til de mest basale livsfornødenheder. Kapitalismen kaprer simplethen ikke bare definitionen af frihed; den koloniserer også frihedens horisont.

Det ”frie valg”, som beror på den kapitalistiske adskillelse af, hvad der tæller som værdifuldt arbejde, og hvad der ikke gør, kan selvfølgelig spores i mange liv. Det er, ligesom forfatter Edouard Louis vil sige om politik, ligeså intimt som et kys. At det akavede spring ud på arbejdsmarkedet i en senkapitalistisk økonomi enten vil give dig fast grund under fødderne eller blive til et fald. For det er kapitalismen, som den folder sig ind i livet selv, der bestemmer, hvornår et spring forbliver et spring, og hvornår det bliver til et fald.

I et lidt personligt, og måske lidt søgt eksempel på, hvordan abstrakte, økonomiske og strukturelle omstændigheder bliver kropslige, konkrete og intime, er måske, da min ven og jeg i vores privilegerede ungdoms naivitet valgte vores uddannelser. Humaniora og samfundsvidenskaberne, uddannelser uden værdi for arbejdsmarkedet, medmindre man kunne finde en måde for kapitalen, at retfærdiggøre den sorteste minedriftsindustri med Simone de Beauvoir eller Frantz Fanon. For hvad de kunne fortælle os om køn, kolonialisme og vold var uden betydning og værdi, hvis ikke det kunne omdannes til varer, omsættes til penge, faktureres i regneark, og resultere i kapital. Vi tumlede rundt i livet og var optaget af historie, kultur, politik og samfund, men troede måske også lidt på, at vores respektive discipliner repræsenterede et oprør, eller måske rummede potentialet for et oprør. Som ironisk nok var en form for middelklasseprotest mod forestillingen om et monotont middelklasseliv - et liv tappet for liv i en retarderet senkapitalistisk økonomi, hvor der kun findes Aftenshowet og endeløst lønslaveri, modstillet et frit, boheme-inspireret liv beklædt i en slags ’68’er-ånd med kaffe, vin og smøger.

Territoriet var endnu ikke blevet til kortet; territoriet måtte ikke blive til kortet.

Selvfølgelig havde vi hørt det før, min ven og jeg, at det forholdte sig omvendt: studielivet er ikke et virkeligt liv. Som om studielivet var afkoblet fra virkeligheden. Her danderer man den i fiktionens verden, i den teoretiske udlægning af virkeligheden; ikke virkeligheden selv. Arbejdsmarkedet, og arbejdslivet, blev vi bundet på ærmet, var derimod den rigtige, virkelige verden, dér, hvor man blev virkelig, fordi realiteterne på anmassende vis ville føre os skakmat med vores idealisme og naive forestillinger. Og denne forestilling er i dag stadig ganske udbredt i den offentlige diskurs, også blandt mange af mine venner og bekendte: at "virkeligheden" er "derude" i arbejdslivet; lønslaveriet som realisme.

Men det var måske også det, der skete? At vores idealisme, og vores forestillinger om andre liv end det tyndslidte, småborgerlige, kapitalistiske middelklasseliv, hvor vi ved tvang måtte gå socialt og eksistentielt til grunde i et åbent kontorlandskab, for ikke at gå biologisk til grunde, blev tvunget i knæ af realiterne. Eller, at realiteterne ville, at dét, vi havde lært fra typer som Karl Marx om magt, fremmedgørelse og kapitalisme, eller den måde, Judith Butler dekonstruerede køn, krop og seksualitet, eller, hvordan vi med Michel Foucault kunne se afvigelsen som et udtryk for det normale, ikke havde værdi, hvis det ikke kunne omsættes i den kapitalistiske værdikæde. De horisonter, vi med dem åbnede, betød ikke noget, når man skulle lægge fundamentet for Lynetteholm i København, en havneudvidelse i Århus, eller opføre et atomkraftværk i Vollsmose.

Nok kunne vi med denne konfrontation med ”virkeligheden” måske læse uretfærdigheden og tvangen i det, men vores reaktioner stak ved uddannelsens afslutning i hver sin retning:

Selv endte jeg op i kapitalismens gig-økonomi, i prekariatet – korte kontraktansættelser og honorarbetalinger - i det evige fald. Eller måske det ene spring til det næste, fra isflage til isflage på en planet i flammer, for, mere eller mindre, naivt, selvretfærdigt, eller selvbedragerisk, eller ej, at bevare en form for eksistentiel eller social integritet. Men også på bekostning af mit mentale helbred. Det var det trade-off, at jeg med afvisningen af den kapitalistiske adskillelse af arbejdsformer, og modvillighed mod at sælge hudplejeprodukter eller konsulentydelser baseret på fransk procesfilosofi eller Achille Mbembes teoretiske indsigter, stod med hatten i hånden og tungsind. Og med den konsekvens, at mit fravalg blev til et tilvalg af det, antropolog David Graeber kalder ”shit jobs” og ”bullshit jobs” – meningsløse jobs, der ikke nødvendigvis skaber nogen værdi for samfundet, men stikker dig en lønseddel, så du ikke dør af sult - endda på zero-hour-kontrakter.

Modsat endte min ven i en kapitalistisk højborg, og med fuldtid, fast indtægt, og flere penge fandt sin tilværelses ankerplads. Men det var også på den bekostning, at min ven nu måtte bestride det, idéhistoriker Bue Rübner Hansen kalder et ”batshit job” - en udvidet kategori af jobs, der på et strukturelt niveau er direkte vanvittige. Fossilindustri, luftfart, bilindustri, petro- og industrielt landbrug, fødevareindustri, og militæret, men også de ekstensive infrastrukturer der er bygget op omkring disse industrier – management, finans, logistik, forskning, PR, reklamer og influencere – er typer af batshit jobs, der er vanvittige, fordi de driver og/eller understøtter socialt og økologisk ødelæggende processer.

Og hvad ved jeg, i min egen uskyldige hellighed, om hvorvidt, eller hvornår, jeg selv, som mere eller mindre prekær arbejder selv har haft et batshit job? Men det var sikkert, at min ven var blevet taget som gidsel i et batshit job. Og måske endda også var begyndt at lide af Stockholm Syndrom - at det måske var direkte fedt i et eller andet omfang at bidrage til at smadre kloden? Eller også var produkterne af min vens arbejdskraft af gode grunde uoverskuelige, ligesom det sommetider er for os alle? Min oplevelse var, at der skete et brud mellem os. At det var ligesom om, at min ven nu levede som en forestilling om det gode liv, ikke reelt sit eget. Som om, min ven var blevet til det udtørrede socialdemokratiske billede af virkeligheden, vi i fællesskab havde bekæmpet.

Batshit jobs er, ifølge Bue Rübner Hansen, grundlæggende karakteriseret ved et iboende paradoks: de tvinger os til at deltage i, og bidrage til, ødelæggelsen af vores fælles livsgrundlag, for at vi kan få råd til livet. Det er en kategori af lønslaveri – men også ulønnet arbejde i eksempelvis praktikstillinger - der er et resultat af en racialiseret kapitalistisk økonomi. En økonomi, som uden hensyn til liv, samfund og natur, tildeler og distribuerer ressourcer og værdi ulige, og som på sin logiske kurs destruerer livets grundlag. Det var det apparat, min ven havde installeret sig i, frivilligt eller ufrivilligt, og måske jeg selv, måske ikke, lå i periferien af. Og som sådan i en mere tvetydig forstand. Men hvor findes dets afgrænsninger?

For den enkelte arbejders perspektiv er batshit jobs måske ikke vanvittige; de kan være meningsfulde, både økonomisk og socialt, som det eksempelvis er, antager jeg, for min ven. Det er endda for mange den naturlige måde at skaffe til sig selv, familien, dagen og vejen. Nogle vil måske endda mene, at deres batshit job er et bidrag til samfundet, til beskæftigelsen, udvikling og velfærd, til civilisatorisk fremgang. De arbejder hårdt, tager deres tørn, og betaler skat, så andre også kan få glæde af deres arbejde, mens de på samme tid realiserer dem selv og tilfredsstiller deres egne behov. Men nu er det engang sådan, at der med kapitalismen og den private pengeskabelse er uoverskueligt mange penge i kredsløb, som aldrig geninvesteres i den økonomi, der kommer almindelige mennesker til gavn. Og nu er det nu engang sådan, at neoliberale sparepolitikker på det offentlige, privatiseringer og skattelettelser til de rigeste, sikrer, at de overskud der tilkommer de private virksomheder aldrig pumpes tilbage ind i økonomien.

Som Bue Rübner Hansen skriver er folk enten bevidste eller ubevidste om deres rolle i de strukturelle linjer. Måske bekymrer de sig om den skade, de påfører naturen, måske gør de ikke, om de arbejder med at rydde regnskov eller greenwashe selvsamme i deres PR-afdeling. Om de arbejder på en olieboreplatform i Nordsøen eller i en bank, der investerer i olie, kul- og mineindustrien. Måske er de ideologisk og personligt investeret i deres jobs, og gør det for prestige, social anerkendelse, eller fordi, de mener, at deres arbejde gør verden til et bedre sted eller er en del af en større plan. At målet helliger midlet. Eller måske er de mere eller mindre socialt og økonomisk afhængige af deres arbejde i forhold til at betale regninger, modtage pension eller bevare deres sociale status. For at illustrere dette har Bue Rübner Hansen tegnet en matrix med fire grupper, der viser varierede sociale og økonomiske positioner blandt arbejdere og lønslaver i batshit jobs, deres attituder mod, involvering med, og afstand til, de sociale og økologiske konsekvenser ved deres arbejde:

1) Arbejdere og lønmodtagere i den første gruppe - (øverst til venstre) – er både ideologisk og personligt investeret i deres jobs, mens de er socialt og økonomisk afhængige af dem. De tror oprigtigt på, at deres arbejde er værdifuldt, og måske gavnligt for samfundet, men de er også økonomisk afhængige af deres lønseddel.

2) Arbejdere og lønmodtagere i den anden gruppe – (øverst til højre) – er ligesom den først gruppe både ideologisk og personligt investeret i deres arbejde. Men de er ikke økonomisk afhængige af det, idet de måske besidder langt uddannelser eller teknisk viden, der gør det nemt for dem, at finde andet arbejde. De er i det for den sociale status eller med et personligt motiv.

3) Arbejdere og lønmodtagere i den tredje gruppe – (nederst til venstre) – er modsat den forrige gruppe modtagelige for at skifte job eller branche eksempelvis til fordel for klima og natur. De ligger ikke deres identitet i deres arbejde eller karriere, og er dermed hverken ideologisk eller personligt investeret i deres job. Til gengæld er de økonomisk afhængige af det.

4) Arbejdere og lønmodtagere i den fjerde og sidste gruppe – (nederst til højre) – er hverken ideologisk, personligt, socialt eller økonomisk afhængige af deres jobs. Af alle grupperne er de det naturlige udgangspunkt for en socio-økologisk omkalfatring af arbejdslivet og samfundet som helhed.

Selvom det blev lidt af en omvej for mig, i denne tekst, at komme hertil, indeholder denne matrix et stort potentiale for videre diskussioner om, hvad der tæller som batshit jobs, og hvornår ”shit jobs” og ”bullshit jobs” bliver til ”batshit jobs”? Og den lægger op til en debat om, hvordan folk har vidt forskellige, og ikke mindst ulige, forudsætninger og muligheder for - baseret på de privilegier, som klassekompositioner medfører, herunder etnicitet, seksualitet, køn, m.v. – at positionere sig i klimakampen. Og her er den stumme tvangs genkomst - ikke som i mit problematiske forhold til at undvige sultedød ved at omsætte tysk moralfilosofi til øget produktivitet i en congolesisk koboltmine - men, hvordan vores handlerum og muligheder organiseres af kapitalismen. Og som sådan bliver et vilkår, hvorunder klima- og biodiversitetskrisens presserende nødvendighed må adresseres. For hvordan er "vi" placeret, og hvilken funktion har "vi", i de gigantiske logistiske netværk og uigennemskuelige virksomhedsstrukturer, sammensat i ligeså grumsede konglomerater og koncerner, der under kapitalismens banner er i fuld gang med at futte planeten af?

Lad os gerne diskutere mere af dette, og bruge Bue Rübner Hansens matrix, som et redskab til at smadre det, der smadrer livet, nemlig den neoliberale senkapitalisme. Og til det formål, og med inspiration herfra, har jeg lavet en såkaldt ”batshit jobs tracker”, som du kan benytte til at spore din egen vej ud af den livsfjendtlige og ulighedsskabende senkapitalistiske økonomi. Hæng den eventuelt op på dit køleskab, der tilføres energi fra svensk atomkraft, eller i det åbne kontorlandskab på din arbejdsplads, og brug en lille cube, der forestiller Aalborg Portlands administrerende direktør, til at markere din afvikling.

For vi ved jo alle sammen godt, at det er kapitalismen, der er krisen, et økonomisk system, som hører til på historiens mødding.