Det Pecuniakratiske Diktatur

Lidt spydigt optegner filosoffen Moses Hess frihedens horisont: ”Ingen er tvunget til at fremmedgøre sin naturlige frihed, til at sælge, leje eller tingsliggøre sig selv”, skriver han, og afslutter, ”… hvis han foretrækker at dø af sult.” Herpå konkluderer Hess, at handlen med den menneskelige frihed, og med livet selv, under en gryende kapitalisme ikke kun er blevet universelt, men også naturaliseret. I den senkapitalistiske økonomi er det penge, der sætter grænserne for det mulige, realpolitik; det ”stof”, der organiserer samfundet og medierer livets reproduktion. Hvis du ikke foretrækker at dø af sult må du sælge din arbejdskraft for penge. Penge er med andre ord det middel, med hvilket du skaffer dig adgang til basale livsfornødenheder, som mad, tøj og bolig. Men historien om penge er ikke en simpel historie om en praktisk løsning på en primitiv bytteøkonomi – den der med, at du har noget tørfisk i det er en historie om imperialisme. Pengenes anonyme magt i vores hverdag og i samfundet er ikke placeret i deres konkrete eller materielle fremtrædelsesformer, som mønter eller rabatkuponer, men i det påtrængende sociale faktum, at alle i dag har brug for dem.

Historien om penge har selvfølgelig flere begyndelser. For økonomen Adam Smith opstod penge ud af menneskets naturlige tilbøjelighed til at, ”handle, købslå og bytte”. Udveksling, mente Smith, var grundlaget for alle andre funktioner og menneskelige relationer, som en slags ”naturtilstand”. På den baggrund blev penge blev opfundet som en fiks og praktisk løsning på de møjsomme bytterøkonomier, hvor udvekslingen kun finder sted, når efterspørgslen er gensidig mellem to handlende. Penge udjævner simpelthen de tunge, ofte personlige bytteøkonomier med en almen ækvivalent der forenkler handlen, og sammenkæder derfor også de varer, der udveksles under et samlet værdimål. For Smith var penge derfor også ”neutrale” i den forstand, at de både kunne benyttes som almen repræsentant for alle varer, men også som en måde at udtrykke og måle værdi.

Men som illustration til at forstå, hvad penge er, og hvordan de har fået tildelt sin anonyme magt, kan ses i de forskellige historiske adskillelser mellem mennesker fra deres subsistensgrundlag. Et klassisk eksempel er det tomrum, der blev udhugget som følge af det Karl Marx kalder den oprindelige akkumulation, da jordfællesskaberne og fællederne i det 18. århundrede blev indhegnet. Bønder blev med vold og tvang revet ud af deres subsistensbetingelser og deleøkonomier, og dermed gjort afhængig af lønarbejdet. Tomrummet, hvorved store jordbesiddere tilegnede sig folkets jord som privat ejendom til sig selv, blev med andre ord fyldt ud med penge og lønslaveri. Med denne voldelige adskillelse af mennesker fra deres egne livsbetingelser – der i sin parlamentariske form med dekreter blev kaldt ”love om indhegning af fælleder” - måtte folk nu leve som tjenere, lønslaver og småproducenter, mere eller mindre afhængige af pengeøkonomien.

Op gennem den moderne periode, gennem feudalismen, merkantilismen, og frem til den globale kapitalistiske økonomi, som vi alle i dag er underlagt, er pengeøkonomien vokset. Ikke som en evolutionær og ”naturlig” udvækst på en primitiv bytteøkonomi, som Adam Smith måske ville sige, men derimod, som Karl Marx senere har vist, gennemtvunget af voldelige institutioner - stat, kapitalejere og koloniherrer - der med vold og magt har etableret penge som en standard for betaling og udveksling. I dag forekommer lønslaveriet som den naturlige måde at leve på. Men historien om penge – og etableringen af lønslaveri, som en vektor for den sociale reproduktion - er også en historie om vold og overgreb, som forudsætning for adskillelsen af mennesker og deres subsistensgrundlag. Det betyder imidlertid ikke, at vold forudsætter skabelsen af en pengeøkonomi; volden kan sagtens fortsat udøves i den, som en form for "akkumulation gennem berøvelse", hvor nye finansielle opfindelser eksempelvis kan benyttes til at plyndre og skabe nye adskillelser mellem mennesker og deres livsgrundlag.

I en forstand kamuflerer penge, i sin historiske og politiske læsning, den serie af historiske adskillelser mellem mennesker, og mellem mennesker og deres livsbetingelser. Penge er på den måde en form for fyldstof på en historie om vold, udbytning, tvang, racisme og kolonialisme, der, på den ene side er baseret på en adskillelse mellem mennesker og deres livsbetingelser, mens de, på den anden side, forbinder det adskilte, fordi de medierer forholdet mellem det adskilte. Med andre ord er penge det medie, med hvilket ”vi” organiserer vores sociale relationer. Og det er også heri, at de trækker deres styrke og kondenserer deres magt.

Penge er ikke i sig selv ”kapitalistiske”, eller en kapitalistisk opfindelse, ligesom de heller ikke er konkrete. De er en abstraktion, der kan tage konkrete former, og fremtræde på forskellige måder, f.eks. som sedler, mønter, kreditpapirer, papirlapper, monopoly-penge, kryptovaluta, rabatkuponer, eller hvad vi nu kan finde på. Men det er først idet, de indgår i den kapitalistiske produktionsmåde – dvs. når penge bliver til varer som bliver til flere penge - at livet som helhed bindes op på, og reproduceres gennem, cirkulationen af penge. I det kapitalistisk stofskifte, som vi kender det i dag, er mennesket ikke kun løsrevet naturen (dvs. deres livsgrundlag), men penge vedbliver også at være den universelle ækvivalent, ikke bare for almene goder, men for alle varer, herunder sociale aktiviteter, services, ejendom, arbejde, tid, osv. - eller mere direkte, for din tid og min tid. Som sådan fungerer penge under kapitalens produktion som en organisering af det adskilte, hvorigennem langt de fleste mennesker får adgang til basale livsfornødenheder som mad, tøj, bolig, osv.

For at opsummere er penge det, der både splitter og binder det sociale sammen, når mennesker afkobles fra deres subsistensgrundlag eller andre økonomiformer. Det ”stof”, der medierer delingen af livet i sin helhed. Og det er også heri, problemet ligger: at kapitalismen betvinger naturen og omdanner den i sit eget billede for at tegne betingelserne for livet på en måde, der ekskluderer andre livsformer og former for liv. De utallige livsformer, der som organismer og særegne artsligheder udgør biosfæren - mennesker, dyr, planter – er kun værdifulde i forhold til kapitalen for så vidt de kan udbyttes og transformeres til merværdi. Og de former for liv – de sociale, symbolske, pragmatiske og politiske måder, den kultur, og de samfund, som livsformer organiserer sig i og med – tvinges ind i kapitalens hegemoniske og totalitære form. Under senkapitalismen måles alle andre med pengenes målestok - det pecuniakratiske diktatur, som medierer forholdet mellem det mulige og det umulige. Pecuniakratiet, som den specifikke historiske styreform der giver form til livet selv. Her ligger beslutningsmagten reelt i pengenes anonymitet, der gennem neoliberal ideologisk afpresning, realpolitik og "naturlige" cirkulation i vores hverdag, præsenterer sig som et naturfænomen, som om var det termodynamikkens anden lov.

Men som det er med entropi, er det med pengene, at der med tid kommer rod. For hvad Gud var for det åndelige liv, og dét, Svend-Brinkmann-syndromet er for samtiden, er penge for det praktiske liv: en verden med omvendt fortegn, hvor kapitalismen på en og samme tid producerer en reel overflod af det overflødige og en kunstig mangel på det nødvendige med det fatale endemål at planeten futter af som nylon over et fyrfadslys.