K.O.M.A. Sabotageguide

Kommissionen for den Overlagte Modarbejdelse af Arbejdet (KOMA) er klar med en sabotageguide til, hvordan du kan udøve hverdagssabotage på arbejdspladsen. KOMA er dedikeret til den endelige afskaffelse af lønslaveriet som en historisk specifik arbejdsform gennem direkte sabotage af den tekniske infrastruktur, der opretholder det.

4/25/20233 min read

Antropolog David Graeber talte om ”bullshit jobs” – meningsløse og redundante jobs, der, hvis de med et knips forsvandt, ikke ville gøre en mærkbar forskel i vores liv eller i samfundet. Men selvom bullshit jobs er meningsløse, uden pointe, og endda måske socialt skadelige – eksempelvis HR-afdelinger der udvikler strategier for, hvordan man udvikler strategier; mellemledere, der opfinder alverdens opgaver for dem selv og andre, så det ser ud som om, alle laver noget; hæve-sænke-bords-typer, der afholder møder om, hvornår der skal afholdes møder, men som skulle have været en e-mail; eller influencere, hvis ”content” udelukkende beror på forbrug – så har disse staffagejobs i den senkapitalistiske økonomi alligevel en funktion, som en form for socialt anæstesimiddel.

Bullshit jobs – og lortejobs, eksempelvis lavtlønnede servicearbejde eller ansættelser på zero-hour-kontrakter - er nemlig ikke kun noget folk har, fordi de ved økonomiens stumme tvang må sælge deres arbejdskraft for penge, de skal bruge for at kunne reproducere sig selv; lønslaveriet er også en institution, der både simulerer aktivitet og bedøver folk med beskæftigelse - og i visse tilfælde former deres begær. Men lige så kikset begrebet om et "drømmejob" er, som det er at basere sin identitet på en "karriere", så giver bullshit jobs tiden fylde, mens vi deltager i dets rituelle cyklus af endeløs cirkulation af varm luft. Bullshit jobs er kort sagt produktionen og cirkulationen af det overflødige i et lukket kredsløb under illusionen af en kunstig mangel af det helt nødvendige.

Men det er ikke det samme som at sige, at alle jobs er bullshit jobs. Tværtimod. Der findes både sociale aktiviteter, som hjemmets ”usynlige arbejde” - ulønnede omsorgsarbejde, pleje, kærlige relationer, at nogen laver mad, henter og passer børn, spiller spil, drikker drinks og elsker – ligesom der findes meningsfulde lønnede jobs - eksempelvis socialt arbejde og sygeplejersker - der med et kollektivt hensyn giver værdi til samfundet. Det er arbejde - lønnet eller ej, men modsat bullshit jobs - der paradoksalt nok er hele det reproduktive grundlag for den kapitalistiske økonomi, men som den ikke selv vil betale for.

Men så er der også, som idéhistoriker Bue Rübner Hansen skarpt har bemærket, ”batshit jobs” – typer af jobs, som på et strukturelt niveau er direkte vanvittige. Batshit jobs er blandt andet karakteriseret ved et iboende paradoks: de tvinger os til at deltage i, og bidrage til, ødelæggelsen af vores fælles livsgrundlag, for at vi kan få råd til livet (såsom at betale vores bolig, dagligvarer, forsikringer, regninger, og andet bras, men også bare basale livsfornødenheder). Fossilindustrien, luftfart, bilindustrien, industrielt landbrug, fødevareindustrien, og forsvaret, men også de infrastrukturer der er bygget op omkring dem – management, finans, logistik, PR, reklamer og influencere – er typer af batshit jobs, der driver, faciliterer og/eller understøtter socialt og økologisk ødelæggende processer. Selvfølgelig til fordel for den kapitalistiske økonomi, uden hensyn til liv, samfund og natur. Selvom vi bliver bundet det på ærmet gennem neoliberal ideologisk afpresning, at markedets selvregulerende bevægelseslove ordner det hele. Og på sin vis ordner markedet også det hele, men kun for sig selv. Det eneste markedets blodløse revisorhånd regulerer er naturens termostat – og batshit jobs er dets stormtropper.

Så det jeg bare vil sige er, at vi har behov for nogle nye arbejdsbegreber, nogle nye måder at arbejde på, som ikke er defineret i den historisk specifikke form, vi kender som ”lønarbejde”. En debat om arbejde og værdi, og en revurdering af, hvad der har værdi, for hvem og for hvad, som materialiserer sig i afskaffelsen af lønslaveriet. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men det er sikkert, at centrumhøjre-regeringens permanente krisepolitik- og retorik ikke er noget nyt. Men derimod en konjunktur – eller rettere en form for politisk dødskrampe – i den igangværende aflivning af kapitalismen. Selvom kapitalismen med sine destruktive angreb på biosfæren reelt begår selvmord, dør den ikke en naturlig død. Og for at hjælpe den på vej er her en sabotageguide, som jeg har udviklet sammen med kommissionen for den overlagte modarbejdelse af arbejdet (KOMA) - en infoplakat, som du kan hænge op på arbejdspladsen med instrukser om, hvordan du og kollegaer udøver hverdagssabotage på arbejdspladsen ved at sabotere den tekniske infrastruktur, der opretholder lønslaveriet, som en historisk og teknologisk specifik arbejdsform.