Magtkronografisk Institut

Når vi oplever storbyens travle gadekryds stikker det svigende i vores øjne, hvordan kapitalismen sammenpresser tid og sted. Et virvar af mennesker og maskiner, slipsede hæve-sænke-bords-typer med hovedet oppe i deres egen røv på vej til arbejde, unge fædre med cykelhjelm, lille guldørering i venstre øre, og tyndt overskæg klædt i business-casual for at bevare en ironisk distance til det faktum, at de har underkastet sig arbejdsmarkedets tvang, arbejder for meget og lever for lidt. En form for selvbedrageri forklædt i en ufarlig middeklasseprotest, der gør livet under senkapitalismen tålelig. Et mylder af turister med kamera på cykelstien, brolæggere som på deres knæ lægger sten, håndværkere i varevogne, elektrikere i kranvogne, og stilladsarbejdere på gule plader. Blinkende reklamer, røg, trafik, kold morgenluft og kaffe-to-go.

Som de myldrende animerer byen og bliver dens topografi repræsenterer de alle varierede former for arbejde konstitueret i tid på forskellige måder. De bebor alle forskellige tidsligheder der tilsammen udgør det sociale rum. Ikke tilfældigt, for alle er på vej et sted hen, og ikke uregelmæssigt, for alle har et formål. Det hele er derimod koordineret. De er nemlig ordnet i tid, som komponenter med et formål i et større matrix: det senkapitalistiske samfund.

De er alle led i den makroskopiske tidsmatrix – den globale økonomi - hvor virkeligheden er formet efter kapitalens logik. På den ene eller den anden måde, i den ene eller den anden tidslighed, er de foldet ind i en eller anden del af de globale logistiske netværk og infrastruktur, hvorigennem penge og varer produceres, cirkuleres og bliver til affald. En virkelighed, hvor der kun findes dem, der har tid, og dem, der ikke har - eller rettere, ingen har tid, for jorden brænder.

Mennesker forskudt i tid, hvor penge er tid, og det "råstof", der prioriterer kroppe.

Men hele vejen ned, under og i mellem, i tidslommerne, knytter den makroskopiske tidsmatrix sig også til en mikroskopisk tidsmatrix – en matrix, hvorefter de kroppe, der fylder byens rum, og det arbejde, de udfører organiseres, og synkroniseres efter profitmotivet. Det senkapitalistiske samfund er nemlig også koordinationen af tidsligheder, som afgørende for livet. Kroppe må kalibreres i tid i relation til arbejde, så de tilpasses en større temporal orden, for, at økonomien ikke bryder sammen. Men det er nødvendigt at den bestående økonomi bryder sammen. For livets skyld.

Det senkapitalistiske samfund, som vi alle på en eller anden måde er en del af, og ikke kan stå uden for, er ikke kun bygget på produktion, cirkulation og profitmotiver. Det har også sin oprindelse i imperiets logik - et princip, der traditionelt prioriterer stedet før tiden, som vi set, hvordan historiske imperiale magter altid har været optaget af, at kolonisere lande og områder af økonomiske og kulturelle grunde, for udvinding af ressourcer og videreførelse af en given kultur over tid. Imperiet forvandler nemlig, ligesom senkapitalismen, tid, med sit fokus på sted, til ressourcer og inddelte sekvenser, der kan måles og kontrolleres – enheder, der kan forvaltes og distribueres. Tid opfattes i en rummelig forstand.

Som en imperiel konstellation er den senkapitalistiske logik ikke kun et tværsnit over en akse af steder og rum; det løber også over en akse af tid – eller rettere, tidsligheder. Senkapitalismen er med andre ord ikke kun organiseringen og systematiseringen af steder, men også af tid. Tid er ikke kun et vilkår, som alene kan afspejles i og måles på et ur; det er først og fremmest et socialt og politisk konstrueret magtforhold ordnet efter kapitalens bevægelseslove, interesser og behov (profit). Uret er kun ét teknologisk kronometer, med hvilket, vi måske tænker og forstår tid, mens tiden reelt flyder over og besegler sin magt over vores kroppe. Over livet selv.

Ligesom landbrugets årstidscyklus, kirkens religiøse kalender eller fabrikkens ur indstiftede tid, som en rytmisk og periodisk bevægelse, organiseret omkring sæsoner, Gud eller samlebåndet, er vores tid – det 21. århundrede - synkroniseret efter kapitalens tid.

Det betyder for mange en hverdag struktureret efter 37- eller mere arbejdstimer, et tidsregime, hvor alt er time management. På de strukturelle linjer er det senkapitalismen, med forestillingen om endeløs akkumulation, der både systematiserer og fordeler af tid, og dermed også en magtteknik der eksempelvis forankrer sig i det givne arbejdsparadigme og de tekniske omstændigheder, mange af os befinder os i på arbejdspladsen – arbejdstelefoner, der bipper, e-mails med indkaldelser til møder om, hvornår der skal afholdes et møde, osv.

For i det senkapitalistiske tidsparadigme er tid nemlig ikke kun organiseret; det er også politiseret på måde, der koncentrerer tid omkring penge, lønslaveri, og kapital. Tid opfattes lineært og inddeles i standardiserede enheder – sekunder, minutter, timer – til fordel for, at koordinere alskens menneskelige forhold, muligheder og interaktioner. Men altid i relation til kapital. I denne uniformering af tid bliver forvandles den til en kronografisk magtteknik, som en måde, at bestemme over lønslavens krop gennem forvaltningen af forholdet mellem arbejdskraft, penge og tid.

Og lønslavens krop – men også de kroppe, der arbejder på zero-hour-kontrakter, de løst ansatte, dem, der tager imod honorarbetalinger, eller endda dem, der ikke har et arbejde - tages som gidsel i dette kronografiske magtgreb. En social magtteknik, der skifter sit tag fra en spatial magtform (fængsel, det åbne kontorlandskab, kopirummet) til en temporal magtform (din tid, min tid, alles tid). Lønslavens krop kalibreres simpelthen med tvang til kapitalens tid gennem lønslaveriets prisme, som en skygge foran solen, og frarøves sin egen tid. Men indsættes ligeså i et asymmetrisk, ulige og uretfærdigt orkestreret afhængighedsforhold, også kaldet kapitalismen. Gå på arbejde og få råd til livet, eller dø er sult er dets trosbekendelse, fordi vi ikke længere evner at forestille os andre liv, og andre måder at reproducere os selv på.

Men det er på tide, sjovt nok, at bryde fri af den kapitalistiske tid, og indstifte nye, socialt og økologisk ansvarlige tidsligheder, i hvilke vi tager magten tilbage fra dem, der smadrer vores livsgrundlag.

Det nye rationeringskort kan hjælpe til, for det tilbyder det, jeg kalder kronorefusion – en tilbageførelse af den tid, vi har tabt til lønslaveriet. Kronorefusion tvinger ved bekendtgørelse kapital og arbejdsgiver til at tilbageføre stjålen tid under den senkapitalistiske økonomi, hvor tilværelsen organiseres efter lønarbejdets monotoni og alt reduceres til time management. For MI mener vi, at det er det på høje tid, at tage tiden tilbage, så vi kan elske mere.