Hvor er magten, når man ikke kan hugge hovedet af kongen?

På det seneste er jeg blevet optaget af, at forsøge mig med at beskrive kapitalismen som en dynamisk magtformation af linjer, skæringspunkter, adskillelser og ansamlinger. For på baggrund af den idé, at mennesket altid på en måde er uafsluttet - i den forstand, at vi ikke er foranstillet eller kodet til at leve på en bestemt måde – er jeg blevet optaget af, hvordan kapitalismen ridser konturerne af vores virkelighed. Både socialt, symbolsk, økonomisk og materielt.

Hvordan er det, at kapitalismen skærer virkeligheden op, og hvordan samler den igen virkeligheden i sit eget billede? Og hvordan kan det være, at vi alle kan erkende at kapitalismen er noget lort, mens vi fortsat deltager i dets kredsløb, og i praksis ikke kan omsætte den erkendelse til handling langs de strukturelle linjer?

Som Mark Fisher skriver er kapitalismen nemlig fint i stand til at rumme samfundsnedbrydende potentialer, fordi den foregribende formaterer vores begær, behov, aspirationer og håb – og her også begæret mod andre former for liv og fremtider.

Du er enten med på dens præmis, eller også lider du biologisk og social død. Du køber enten ind på den ideologiske forestilling - eller rettere nødvendige løgn - om, at kapitalismen er en "naturlig orden". Og i samme åndedræt accepterer du, at denne "naturlige orden" først adskiller dig selv fra dit livsgrundlag, at din adgang til basale livsfornødenheder nu medieres af penge og profitmotiver. Eller også går du til grunde.

Ideologiens effektivitet udmåles jo bedst, hvis det kan kamuflere sig selv som en kendsgerning. Som noget naturligt, som sund fornuft. Og det afstedkommer også spørgsmålet om, hvor magten er, når man ikke kan hugge hovedet af kongen?

Det kapitalistiske stofskifte konstitueres i ”intra-aktioner” - i ophugningen af vores forhold til hinanden og til vores omgivelser – og forløser den ontologiske ubestemmelighed, der fortrænger andre former for liv.

Og når kapitalismen er skabt af os, og på den måde er os, hvordan kæmper man så en kamp på de indre linjer? En kamp mod sit eget spejlbillede.

Så når kapitalismen fravrister dit liv fra dit livsgrundlag, isolerer dig, udhuler dig for politik, og gør vores fælles natur og medmennesker til en vare den kan sælge tilbage til dig, som om det var normalt, betyder det, at dens ultimative magt ligger i sin evne til at gøre sig selv usynlig – ligesom Djævlens største trick var at overbevise verden om, at han ikke eksisterede.