Sådan taler du med dit barn om kapitalismen i sin neoliberale fase

Der kommer et tidspunkt i ethvert barns liv, hvor senkapitalismen medfører eksistentiel fortvivlelse og fremkalder følelsen af magtesløshed og håbløshed. Ressentiment. Fra første gang dine børn åbner sine øjne koloniserer senkapitalismen nemlig deres virkelighedshorisont.

Hvad gør du, når barnet nu risikerer, ligesom dig selv, at miste sin fantasi og forestillingsevne til senkapitalismen? Hvad stiller du op, når senkapitalismen knuser din og dit barns begær efter andre liv, og definerer, hvad der er realistisk? Hvad sker der, når senkapitalismen fra første sekund etablerer sig som en kendsgerning, ja, endda et uomgængeligt vilkår, og med sin blodløse revisorhånd stumt kræver, at barnet skal gøre sig fortjent til livet?

Hvordan, spørger barnet nemlig, er det med kapitalismen lykkedes at lave et civilisatorisk fuck-up i denne episke skala?

Hvordan er det lykkedes, fortsætter barnet, at spænde os selv og samfundet for en retarderet økonomi og ikke omvendt?

Og er planeten overhovedet beboelig, hvis jeg er så (u)heldig at blive voksen?

Noget noget af det, der gør kapitalismen særligt effektiv i koloniseringen af livet er ikke kun, at den omdanner og organiserer alt og alle til penge og varer; det er også, at den kopierer vores socialitet, og dermed indsætter sig i virkeligheden og i vores relationer. Venskaber forvandles til netværk, deltagelse til produktion, tænkning til knowhow. Og selvom jeg ofte fejlagtigt tenderer til at beskrive kapitalismen som et statisk, mere eller mindre synligt diktatur, giver det bedre mening at beskrive det som en slags relation. For ligesom at penge tildeles en anonym social magt, der latent udspiller sig i vores hverdag, når de cirkulerer mellem os, er kapitalismen altid til stede i de mest intime rum.

For hvis kapitalismen ikke gennem sine menneskelige hænder og mundstykker direkte myrder mennesker og natur folder den sig subtilt ind i livet. Her ulmer den i os selv, og i vores omgivelser, som en infraordinær, og i hverdagen ganske normal relation, der i sin mest spektakulære fremtrædelsesform momentvis spjætter frem som en økonomisk krise, et kemikalieudslip eller en skovbrand. Den der pludselige, katastrofale begivenhed, som mainstreammedier med deres kamera indfanger, og med sine undertekster beskriver. Det er øjeblikke, der størkner i deres formidling, forenkles, og senere bliver til blink i en massiv billedstrøm der maler virkeligheden. Men efter katastrofen, som læses isoleret fra sin kontekst og sine rødder i den kapitalistiske økonomi, bliver forgrund igen til baggrund og hverdagen går videre.

I baggrunden, eller nærmere i mellemrummene, konstituerer kapitalismen anonymt tilværelsens infrastruktur. Som sådan transformerer den sig det sociale skema, vi begår os efter, som den økonomiske magt der betvinger os, og som det vilkår der betinger den næste krise eller katastrofe. Kapitalismen lever gennem os, når vi synkroniserer vores liv efter dets rytmer og værdier, men også når vi risikerer social eksklusion og økonomisk død, hvis vi undlader. Men selvom dets ideologiske afpresning for mange er nok, når de køber idéen om det selvoptimerende- og maksimerende individ eller organiserer deres liv efter dets supermarkedslogik, og agerer, som var de var en virksomhed, frarøver kapitalismen på samme tid også i ganske reel forstand muligheden for, at (over)leve uden for dets kredsløb. Kapitalismen udelukker med andre ord andre liv, og måder at leve på.

Ansigtsløs, økonomisk magt. Dem, der enten frivilligt, eller dem, der lider af Stockholm Syndrom, og dem, der bekæmper kapitalismen, har alle det til fælles, at de alle er en del af den kapitalistiske metabolisme. Men deres lidelse er ulige fordelt før det hele lukker og slukker.