Fetichen taler, el. Stockholm Syndrom i 14 teser

Væksten i produktion og forbrug har siden 1970’erne bekræftet sig i sin totalitet som væksten af fattigdom og død. Kapitalismens indre og ydre modsætninger, som forholdet mellem produktivkræfterne, og de sociale og politiske rammer, de organiseres i – om det er neoliberal kapitalisme eller kinesisk statskapitalisme – har endeligt med klima- og biodiversitetskrisen nået et punkt, hvor den euforiske tro på endeløs lineær akkumulation med matematisk nøjagtighed har fået en udløbsdato.

Det er med denne udsigt over kanten til afgrunden, at ”vi” i en absurd forstand har skabt et samfund, hvor vores arbejde på den ene eller anden måde foldes ind i den kapitalistiske økonomi, der i samme takt er i fuld gang med at tilintetgøre vores fælles livsgrundlag, for at vi kan få råd til livet. Et arbejdsliv, hvor vi ikke kun bliver fremmedgjort fra det arbejde, vi leverer, men hvor vi også ufrivilligt væves ind i et økonomisk system, der adskiller os fra vores egne livsbetingelser, som vi så må købe os adgang til. Og som desuden undervejs er i gang med at futte planeten af.

Det er på den måde et samfund regeret af en ”overudviklet økonomi”, som med et trylleslag forvandler alt og alle – mennesker, kærlighed, arbejde, viden, konsulentydelser, Volbeat-CD’er, saltet smør, vand og luft – til varer. De konstante kunstige adskillelser mellem mennesker og ting, subjekter og objekter, liv og død, der kun medieres af penge og varer, og som nu har taget kapitalismen til sin logiske konklusion: en virkelighed skabt i dets eget billede, hvor der ikke findes noget uden for den selv. Noget uden for vareformen.

For det der med, at naturen med menneskets hånd, og vores maskinelle proteser, kan omdannes til varer er på en måde den rene trolddom. Hvis ikke ren magi. Varer som en fetich. For varer er, ligesom penge, en social fantasi, noget, vi leger, men dermed ikke sagt, at det ikke har materiel påvirkning på, og reel magt over dit og mit liv.

Jeg har forsøgt at opsummere dette senmoderne tryllenummer i et værk, hvor fetichen svarer igen. Det er blevet til varesamfundets fantasi i 14 teser:

1) Mens nødvendigheden bliver samfundets drøm, bliver drømmen en nødvendighed, og vi sørger for, at du aldrig vågner.

2) Vi er nemlig overalt og viser os for jer både i vores materielle og symbolske former.

3) Ved et direkte øjekast præsenterer vi os som simple og trivielle ting.

4) Men hvis man betragter os er vi mystiske og underfundige, fyldt med metafysiske finesser og teleologiske spidsfindigheder.

5) Det står imidlertid klart, at I med jeres idéer, hænder og industri udhugger os af naturens materialer og fabrikerer os på måder, som gør os brugbare for jer.

6) Og såfremt der ved os er en reel brugsværdi er der ikke noget mystisk ved os.

7) Men så snart vi gennem jer og jeres arbejde træder frem som varer forskyder vi os fra jer og bliver til noget andet, end det, vi var.

8) Vi bliver et fællesskab af varer, koblet ind i et netværk af relationer til andre varer, hvori vi udveksles.

9) Vores brugsværdi erstattes med vores bytteværdi, med hvilke vi dirigerer brugen, og med hvilke vi nu fører krig for egen regning.

10) Vi er jeres materielle rekonstruktion af jeres egne fantasier, i hvilke I har lagt jeres egne løsrevne kræfter og sociale relationer, som I præsenterer for jer selv som os.

11) I tænker, handler og træffer beslutninger gennem os.

12) Men i virkeligheden er vi jeres egen indre splittelse, der krænger sig ud som os.

13) Vi er intet andet end en jeres egen monolog med jer selv, en selvafgrænset social relation mellem jer, som på magisk vis giver os en stemme og antager en form som relationer mellem os selv.

14) Vi holder jeres liv under belejring, så længe, I taler om os.