Riot. Strike. Riot.
7/20/20234 min read


Joshua Clover forsøger i sit værk ”Riot. Strike. Riot” fra 2016 at gennemføre en analyse af oprørets historiske former – fra optøjer til strejke til optøjer. I meget grove træk ser Clover den første bølge af optøjer i det 17. og 18. århundrede organisere sig omkring ”markedspladsen” som ”brød- og eksportoptøjer”, hvor folk samlede sig på markedet for at stjæle, ødelægge eller fordele goder som mad eller beklædning, hvis pris var blevet høj for dem at betale. Kapitalen, og dermed basis for udbytning, havde sit tyngdepunkt på markedspladsen i en tid, som Clover skriver, hvor statsmagten i form af kongen, fyrsten eller lensherren var ”usynlig” og abstrakt, men hvor økonomien var ”synlig” og konkret. Optøjer på markedspladsen var en form for ”kollektiv prissætning” om man vil.
Med en overgang til en ny protestform – strejken, som jeg tidligere har forsøgt at illustrere i et andet projekt – med industrialiseringen og udviklingen af en decideret arbejdsklasse i det 18. og dele af det 19. århundrede fik modstanden sit udgangspunkt i produktionssfæren, fra selve fabriksgulvet. Den tredje og nuværende serie af protester – det Clover kalder ”riot prime” - har igen ændret kurs og flyttet sig fra produktionen og ind i det han kalder ”cirkulationssfæren”. Arbejderbevægelsen fra det forrige århundrede har opløst sig med den økonomi, der udgjorde dens grundlag i en tid, hvor kapitalen siden 1970’erne frem til i dag i stigende grad henter profit i cirkulationssfæren – eksempelvis i finansielle aktiviteter.
Et markant kendetegn for denne seneste protestform (riot prime) er, at deltagerne i protesterne er forenet gennem deres eksklusion fra lønrelationen – eller dvs. at de ekskluderes fra dette historisk specifikke udbytteforhold, vi kender som lønslaveri – som et slags ”restprodukt”, fordi kapitalens logik paradoksalt er at presse arbejderen ud af sit eget stofskifte. Men arbejderens liv – både inden og uden for arbejdet - er i dag uløseligt knyttet op på lønslaveriet for at overleve, fordi kapitalismen har plyndret alt fælles og gjort lønslaveriet til omdrejningspunkt for livets reproduktion. Deltagerne i protesterne orienterer sig derfor mod cirkulationssfæren, fordi de i forvejen er udelukket fra produktionen eller hænger i med neglene.
Et andet kendetegn ved samtidens optøjer – som eksempelvis de gule veste i Frankrig eller når lastbilschauffører i Danmark blokerer trafikken på grund af nye vejafgifter – er, som Clover bemærker, at deltagerne ideelt sigter efter en økonomi, der er uden for deres rækkevidde, uden for demokratisk kontrol, hvor forbrugsvarer, såvel som basale livsfornødenheder produceres, samles og distribueres over globale logistiske kæder.
Men reelt rammer de staten og regeringsmagten, der med militariseret politi står i vejen for deres krav om et anstændigt liv eller en løn man kan leve for. En stat der ligger i komplet overensstemmelse med markedets diktat og under påskud af diverse kriser og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet altid står klar til at pløkke konsensus ind i ”uromagernes” kroppe med gummikugler og tåregas.
Det der for mig er synligt på baggrund af Clovers overbevisende analyse er, hvordan kapitalismens billedmaskine - der skitserer diverse optøjer rundt om i verden fra Chile til Frankrig og Hong Kong – producerer globale sociale og politiske konflikter som isolerede, mere eller mindre spontane, opstande mod en synlig autoritet i form af autoritære statsledere og despoter (voksenbabyer som Orban eller Bolsonaro). En billedmaskine, der både producerer, kontrollerer og forvalter det billede, vi ser, og dirigerer dets narrativ. Men som også, qua det stigende antal protester verden over, producerer hurtigere og hurtigere for at dække over den mere og mere tyndslidte socialitet.




Et andet kendetegn ved samtidens optøjer – som eksempelvis de gule veste i Frankrig eller når lastbilschauffører i Danmark blokerer trafikken på grund af nye vejafgifter – er, som Clover bemærker, at deltagerne ideelt sigter efter en økonomi, der er uden for deres rækkevidde, uden for demokratisk kontrol, hvor forbrugsvarer, såvel som basale livsfornødenheder produceres, samles og distribueres over globale logistiske kæder.
Men reelt rammer de staten og regeringsmagten, der med militariseret politi står i vejen for deres krav om et anstændigt liv eller en løn man kan leve for. En stat der ligger i komplet overensstemmelse med markedets diktat og under påskud af diverse kriser og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet altid står klar til at pløkke konsensus ind i ”uromagernes” kroppe med gummikugler og tåregas.
Det der for mig er synligt på baggrund af Clovers overbevisende analyse er, hvordan kapitalismens billedmaskine - der skitserer diverse optøjer rundt om i verden fra Chile til Frankrig og Hong Kong – producerer globale sociale og politiske konflikter som isolerede, mere eller mindre spontane, opstande mod en synlig autoritet i form af autoritære statsledere og despoter (voksenbabyer som Orban eller Bolsonaro). En billedmaskine, der både producerer, kontrollerer og forvalter det billede, vi ser, og dirigerer dets narrativ. Men som også, qua det stigende antal protester verden over, producerer hurtigere og hurtigere for at dække over den mere og mere tyndslidte socialitet.




Det er for mig et bevis på, at samfundet er ved – eller allerede er – kollapset, fordi kapitalismen ikke længere er holdbar, hverken socialt eller økonomisk, og at vi derfor har brug for nogle nye kollektive forestillinger om samfund og demokrati, at bygge et nyt samfund op omkring. I mellemtiden er det, at en døende kapitalisme desperat forsøger at opretholde sig selv gennem produktionen af frygtbilleder og reklamer der kamuflerer en standardiseret og udhulet social tekstur – en isoleret, ensom og markedsgjort lønslave uden fremtid, hvis drømme og begær kapitalen fortsat koloniserer og omsætter til varer, der kan købes for penge. Som bekendt var djævlens største trick at overbevise os om, at han ikke fandtes.
Men så igen, vi ses bare på mandag.

