Vi dræber os selv med arbejde, men vi er alle arbejdsløse

Shit, hvor er jeg træt af at høre om arbejde. Om andres arbejde. At de ikke har nok tid og at de arbejder for meget, men alligevel siger ting som, ”jeg kan faktisk godt lide mit arbejde” og ”hvis jeg vandt 10 millioner ville jeg stadig gå på arbejde”.

Og jeg mener ikke andres arbejde som i dem, hvis liv er blevet totalt koloniseret af lønarbejde, fordi de ikke har noget andet valg. Dem, for hvem lønarbejde reelt er senmoderne slaveri, og for hvem politik i form af reformer, nedskæringer og besparelser gør sig direkte gældende, som et frontalangreb på livet selv.

Jeg mener tværtimod dem, hvis specialiserede hæve-sænke-bords-jobs, og hvis privilegerede liv netop undslipper politik. Dem, der holder det privilegie, at de kan undsige sig politik, løsrevet fra øjets og kroppens perspektiv. Dem, for hvem det ikke betyder noget, at folkebibliotekerne lukker, at sundhedssektoren privatiseres eller at de fattige bliver fattigere, fordi de rige bliver rigere (men som, fordi de kan shoppe de ”rigtige” holdninger, ser det som uanstændigt, at de rige er så rige, og de fattige er så fattige). Dem, for hvem finansloven ikke går i kødet.

For det er de samme, der måske vil mene, at arbejde – dvs. lønarbejde, som historisk specifik form for arbejde – er sundt for alle, fordi ”der er noget at stå op til”, noget der tilskriver livet retning, mål og mening. Dem, for hvem lønarbejdet er blevet ideologisk naturaliseret i samme grad som penge- og vareformen. Hvor markedet opfattes – og hyldes – som centralt for den sociale virkelighed, et rationelt, selvregulerende kybernetisk system dikteret og reguleret efter udbud og efterspørgsel. Her er alle individer, der tænker og handler i egeninteresse, som selventreprenører – måske endda nogle ambitiøse af slagsen.

Det er dem, der køber fuldt ind på den kapitalistiske (og derfor imperialistiske og patriarkalske) kløvning mellem, hvad der tæller som ”rigtigt” og ”produktivt” arbejde, og hvad der ikke gør. Der er det rigtige (maskuline) arbejde i industrien, i selve produktionssfæren, hvor man som ansat i et privat firma oplever sig selv som spydspidsen af verdensøkonomien – dem, der skaber værdi i samfundet. Og så er der alt andet: feminiserede omsorgsarbejde, husarbejde, affektivt arbejde, det arbejde, der reelt ligger forud for, at dem i produktionen overhovedet kan eksistere, biologisk og socialt.

Og når jeg uundgåeligt må høre om andres arbejde, om fremmedgørelsen, herunder om længslen efter ferie, aktiekøb og private gældsforhold, om at miste sig selv i en abstrakt uvirkelighed, hvor man glemmer, hvem man er, så kommer jeg til at tænke på 1970’ernes socialistiske feminisme. Det er derfor ikke fordi, at jeg ikke vil høre eller tale om arbejde.

Tværtimod; arbejde er et centralt emne i forhold til at forstå og undergrave kapitalismen, samt de utallige kriser, vi befinder os i, ikke mindst klima- og biodiversitetskrisen. Det er nærmere, at arbejde, og det, der ligger uden for det, i dag tilsyneladende ikke længere opfattes som en politisk kamplads. Arbejde er bare noget, vi gør, og den måde, vi arbejder på, er som frakoblet politik. På samme måde som hæve-sænke-bords-typen tror, han er frakoblet politik.

Proponenter for den socialistiske feminisme benyttede marxistiske analyser til at organisere politisk modstand overfor kapitalismens og lønarbejdets stumme tvang – den magt, der er indbygget i vores materielle omgivelser, som definerer den sociale reproduktion. Og modsat den perverterede og misforståede ”lean in”-feminisme, anført af typer som Mia Wagner og andre ”girl boss”-typer, der forestiller sig kvinder, økonomisk set, som hidtil nu undertrykte mænd – gik den på, at gentænke dominerende opfattelser af, hvad der regnes for arbejde. Modstand var ikke kun noget, der kunne eksekveres gennem strejke og nedlæggelse af arbejdet selv, men også noget, der kunne udøves fra hjemmet. Den socialistiske feminisme tog sig af de kønnede relationer på et tidspunkt, hvor arbejde blev (og stadig bliver) betragtet som den lønnede produktion af materielle goder (varer) og spurgte til, om husarbejde – børnepasning, madlavning, sex, tøjvask, osv. – var en del af den kapitalistiske produktion eller et sæt aktiviteter uden for den. Var husarbejde et tilfælde af ”uproduktivt” arbejde, der på grund af sin manglende produktion af merværdi ikke var fundamental for kapitalen?

Selvfølgelig er kapitalen afhængig af alt det arbejde, den ikke selv vil betale for. Og derfor er den socialistiske feminisme blandt andet vigtig i forhold til at forstå og tilvejebringe, hvordan man smadrer det, der smadrer livet, navnlig kapitalismen. For i en tid, hvor alt og alle – herunder aktiviteter, relationer, ting, mennesker og natur – underlægges værdiens lov og dermed er uadskillelige fra valoriseringslogikken – eller med andre ord, kapitalens logik med den konsekvens at biosfæren brænder op – er det ikke kun en god idé, men en nødvendighed, at genoplive den socialistiske feminisme ført an af typer som Mariarose Dalla Costa, Silvia Federici, Brigitte Galtier, Selma James, og den italienske, anti-kapitalistiske operaismo-bevægelse.